Omkring 300.000 danske kvinder oplever årligt underlivsgener
De hyppigste årsager til gener i underlivet er generelle smerter og ubehag, blærebetændelse, blindtarmsbetændelse, betændelse mellem blære, livmoder og endetarm.
Andre underlivsgener er ofte relateret til menstruation, inkontinens, spændinger i underlivet, smerter fra halebenet, smerter under sex, spændinger i anus, endometriose eller muskelknuder i livmoderen. Smerterne kan være konstante eller periodiske. Størstedelen af ovennævnte problematikker kan medføre generende arvæv eller mere sejlivede muskelspændinger, hvilket kan behandles osteopatisk.
Det kan også være smerter, der opstår efter operationer i underlivet, hvor der også opstår arvæv. Dette arvæv vil begrænse bevægeligheden og funktionen af organerne i underlivet og de muskler og det bindevæv, disse organer er i kontakt med.
Årsager & problemstillinger
I praksis ser vi og behandler ofte følgende problemstillinger:
Inkontinens: Svært ved at holde på urin eller afføring. Mange kvinder har svært ved at holde på vandet, når de er fysisk aktive eller skal skynde sig for at kunne nå på toilettet.
Bækkensmerter og smerter fra bækkenets organer.
Menstruationssmerter samt smerter og gener grundet endometriose.
Smerter i underlivet, f.eks. i forbindelse med samleje eller berøring.
Smerter før og efter fødsel.
Udstrålende smerter: I ballen, lysken eller benene.
Infertilitet.
Funktionelle årsager til underlivssmerter
Mange kvinder oplever underlivssmerter uden en entydig diagnose. Her er det vigtigt at forstå, at kroppen fungerer som en helhed, og at funktionelle årsager ofte spiller en stor rolle. Disse årsager omfatter spændinger, nedsat bevægelighed, bindevævsproblemer og ubalance i samspillet mellem muskler, nerver og organer.
Et hyppigt fund er problemer med tarmfunktionen, særligt forstoppelse. En træg tarm kan skabe mekanisk tryk og spændinger i området omkring livmoder, blære og bækkenbund. Dette kan føre til mavesmerter og ubehag i underlivet. Arvæv efter operationer eller infektioner i bughulen kan ligeledes begrænse organernes bevægelighed og forårsage vedvarende smerter.
Spændinger i bækkenbunden er en anden hyppig årsag. Når bækkenbundens muskler konstant er spændte, kan det føre til smerter i skeden, endetarmen eller halebenet og give gener under samleje. Bækkenbunden arbejder tæt sammen med hofter, ryg og mave, og spændinger her kan både give lokale og udstrålende smerter.
Pudendusnerven er en vigtig nerve, der forsyner store dele af underlivet med følelse. Hvis denne nerve kommer i klemme, for eksempel ved langvarigt cykling, arvæv eller bækkenspændinger, kan det give smerter i skeden, endetarmen, lysken eller området omkring klitoris og mellemkødet.
Endelig ser vi ofte problemer med hoftebøjemusklen psoas. Denne muskel løber tæt forbi underlivets organer og har en tæt relation til både lænderyg og bækken. Stramhed i psoas kan give tryk og træk i underlivet og forværre gener, særligt ved siddende stillinger eller løft.
Ved osteopatisk behandling undersøger og behandler vi hele kroppen med netop disse sammenhænge for øje, så vi kan afhjælpe både symptomerne og årsagen bag.

Behandling af smerter i underlivet og lænden
Der er mange årsager og forskellige smerteoplevelser forbundet med underlivet.
Smerterne kan være pludselige og forbigående, de kan være murrende og føles som om, de både sidder i ryggen og maven. Der kan derfor være rigtig mange muskler og organer involveret i dine underlivssmerter.
Første gang du kommer, vil vi derfor stille dig en række spørgsmål om din problematik og om dit helbred generelt.
Vi vil derefter foretage en generel osteopatisk undersøgelse, hvor vi undersøger din krop for spændinger og bevægelighed.
Formålet er at finde årsagerne til dine gener.
Til sidst foretager vi en osteopatisk gynækologisk undersøgelse.
Formålet er at undersøge, hvordan din bækkenbund arbejder. Vi vurderer, om der er spændinger i eller stramhed i muskulaturen og bindevævet.
Behandlingens formål går herefter ud på at genoprette den optimale balance i kroppen for at skabe de bedste forhold for dit underliv.
Afhængigt af din specifikke problemstilling kan den videre behandling både bestå af manuel udspænding af musklerne og bindevævet samt instruktion i hjemmeøvelser.
Kroppen er en sammenhængende mekanisme, og vi behandler derfor ofte andre steder i kroppen end der, hvor du føler ubehag og/eller smerter.
Har du spørgsmål til behandlingen, er du meget velkommen til at kontakte os.
