Daniel Attardo
Aut. Osteopat - M.D.O.
Aut. Fysioterapeut
Hvad kan jeg hjælpe dig med
Som osteopat er det min opgave at hjælpe dig med de ubalancer og funktionelle problematikker, der udfordrer din krop. Jeg hjælper alle aldersgrupper, diagnoser og livsstile – uanset om du har en akut eller kronisk lidelse. Med udgangspunkt i en grundig og helhedsorienteret undersøgelse tilrettelægger vi i samarbejde en personligt tilpasset behandling, der kan hjælpe dig tilbage til den hverdag, du ønsker. Det er vigtigt for mig, at du får nogle redskaber, så du fremover selv kan være med til at forebygge, at smerter, gener og symptomer vender tilbage efter endt behandling.
Hvordan arbejder jeg
Jeg lægger stor vægt på en omfattende og helhedsorienteret undersøgelse. Det betyder, at jeg også er interesseret i din sygehistorik og livsstil. Nogle gange findes årsagen til symptomer og gener uventede og multiple steder. Den tilgang gør, at jeg i mange tilfælde kan hjælpe dig, selvom du tidligere har modtaget behandling uden vedvarende effekt.
I mine behandlinger trækker jeg på en bred vifte af redskaber og teknikker fra min mangeårige kliniske erfaring og osteopatuddannelsen. Det er i høj grad mine hænder, der er mit håndværk. Jeg behandler blandt andet ved brug af mobiliseringer af led, teknikker med fokus på vævet omkring organer, craniosacrale teknikker samt konkrete og effektive øvelser, som du kan bruge i din hverdag. På den måde er det både din indsats i hverdagslivet og min i behandlingsrummet, som skaber bedringen.
Hvad er mine specialer
I mine mange år på privatklinik har jeg stået for second opinion-opgaver, når en ordinær fysioterapeutisk behandling ikke har været tilstrækkelig. Jeg er derfor vant til at møde og hjælpe patienter med komplekse problemer. Mine interesser og ekspertiser ligger særligt inden for problematikker vedrørende bækken, hofte, skulder, ryg, nakke, albue, menstruationssmerter, post-graviditetskomplikationer, mave-tarm, stress samt hjernerystelser.
Jeg er desuden god til babyer, og jeg har også god erfaring med alle de klassiske sportsskader og har arbejdet med mange elitesportsudøvere.
Babyforløb
Som osteopat har jeg gennem de seneste år haft et særligt fokus på behandling af spædbørn og har opbygget stor erfaring med de udfordringer, der kan opstå tidligt i livet. Mange familier henvender sig med en urolig baby, udfordringer med amning, stramt tungebånd eller maveproblemer, som kan påvirke både barnets trivsel og familiens hverdag.
Behandlingen tager altid udgangspunkt i en grundig osteopatisk undersøgelse, hvor barnets krop, bevægelighed og spændingsmønstre vurderes nøje. På baggrund af undersøgelsen tilpasses en blid og skånsom behandling, der understøtter barnets egen evne til at finde balance og ro i kroppen.
Arbejdet med de mindste handler ofte om at skabe mere ro i nervesystemet samt forbedre kroppens bevægelighed, så barnet får de bedste forudsætninger for at falde til ro, trives og udvikle sig naturligt. Mange forældre oplever samtidig, at større kropslig frihed kan have en positiv betydning for både søvn, fordøjelse og amning.
Behandlingen betragtes derfor som et individuelt forløb, hvor barnets udvikling følges tæt, og indsatsen løbende tilpasses barnets behov. Målet er altid at støtte barnet bedst muligt i den tidlige udvikling og skabe de bedste betingelser for en tryg og god start på livet.
Om mig
Jeg er uddannet autoriseret fysioterapeut og autoriseret, færdiguddannet osteopat.
Jeg har altid været aktiv gennem hele livet – både privat og professionelt. Jeg er overbevist om, at bevægelse og aktivitet er essentielt for at opretholde en sund og smertefri krop.
Som behandler stræber jeg efter at gøre en markant forskel for dig som patient. Det er vigtigt for mig, at du er med i processen, og at vi får etableret et godt samarbejde. Det er min erfaring, at den slags samarbejde giver de bedste resultater. Mit mål er, at du går ud af døren med en oplevelse af, at der bliver taget hånd om din situation, at du er blevet klogere på din krop og dens mekanismer, så du også selv kan gøre en aktiv indsats i hverdagen.
